Mælkeproducent Jacob Spangsberg, der siden marts 2023 har været formand i Vestjysk Landboforening, stiller op til at overtage formandsposten i Landbrug & Fødevarer Sektor for Kvæg efter Christian Lund.
Når bestyrelsen i Landbrug & Fødevarer Sektor for Kvæg onsdag d. 29. oktober 2025 skal vælge sin nye formand efter Christian Lunds tilbagetrækning, håber mælkeproducent Jacob Spangsberg på at kunne føje en ny titel til CV’et.

Jacob Spangsberg har siddet i bestyrelsen i L&F Kvæg i halvandet år og har siden marts 2023 været formand for Vestjysk Landboforening, hvor han har været en del af bestyrelsen i sammenlagt 18 år.
Derudover har han i 25 år drevet familiens kvægbrug, I/S Spangsberg ved Hanning, sammen med sin bror. De to brødre er femte generation på gården, der tæller 800 malkekøer og 700 hektar jord.
– Jeg har besluttet at melde mig som kandidat til formandsposten i L&F Kvæg, fordi det er mit mål at sikre et dansk kvægbrug, der både er økonomisk bæredygtigt og tilpasset de rammevilkår, landbruget står overfor i dag, siger Jacob Spangsberg.
Han understreger, at rammevilkårene for dansk kvægproduktion har ændret sig markant de seneste år med stigende krav til klima, miljø og dyrevelfærd. Derfor mener formandskandidaten, at der er brug for en ny retning, som tager udgangspunkt i realiteterne – og som giver plads til både innovation og økonomisk fornuft.
– Vi skal have en produktion, der kan fungere under de rammevilkår, vi har – ikke de rammer, vi kunne ønske os. Det kræver nytænkning, men også mod. Jeg tror på, at vi kan skabe et kvægbrug, der både leverer mælk og kød af høj kvalitet og samtidig er en positiv kraft i det grønne Danmark, lyder det fra Jacob Spangsberg.
Samarbejde om en fremtid med ambition
Jacob Spangsberg ønsker fra formandsposten at styrke sammenholdet i kvægbruget for at sikre et stærkt og samlet L&F Kvæg, der kan tale med en fælles stemme og tage ansvar for fremtidens landbrugspolitik – en politik, der ikke må gå på kompromis på faglighed og kvalitet, men derimod bør bygge på kernen i dansk kvægbrug: dygtighed, effektivitet og respekt for naturen.
– Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi kan bevare og udvikle kvægbruget i Danmark, men kun hvis vi tør tænke nyt. Fremtiden kommer ikke af sig selv, vi skal selv skabe den. Det danske kvægbrug står stadig over for store forandringer – og jeg mener, at tiden er inde til fornyelse, der gør vores produktion mere robust, konkurrencedygtig og fremtidssikret, slutter Jacob Spangsberg.
I alt to kandidater har meddelt, at de stiller op til formandsposten.
For yderligere information kontakt:
Jacob Spangsberg, formand for Vestjysk Landboforening, tlf. 40 73 21 56