Vanding 15.06.2023

Det er knas tørt i hele landet, og vanding samt prioritering af hvilke afgrøder der vandes, er fortsat meget vigtigt.

Her er en liste over vigtige overvejelser og prioriteringer, der bør gøres ved forskellige afgrøder:

Græsmarkerne
Hvis du har kløvergræsgræsmarker til afgræsning, frisk græsfodring og slæt, bør disse prioriteres for at sikre foderforsyningen. Mange steder er genvæksten gået mere eller mindre i stå. Her er det vigtigt IKKE at tage 2. slæt, før græsset har fået vand. Fordi græsset ikke gror ved de høje temperaturer, har det brug for den smule blad der er kommet, for at sætte gang i fotosyntesen, så snart det har fået vand.
Når det 2. slæt tages eller afpudses, er det vigtigt at snittebladet er skarp, således at snittet bliver så fint så muligt. Et sløvt blad vil flænse græsstrået og dermed hæmme græssets genvækst.

Højværdiafgrøder
Det gælder om at få mest ud af de ressourcer, der bliver brugt på vandingen, derfor bør højværdiafgrøderne prioriteres. Hvis der er kartofler i sædskiftet, så skal vanding startes, fra de er ca. 10 cm, hvor knolddannelsen begynder. Hestebønnerne blomstrer nu og derfor skal disse marker vandes, derefter prioriteres ærter som blomstrer senere.

Majsmarkerne
Modsat græsmarkerne, så trives majsen i de høje temperaturer. Derfor kan der sikres et godt udbytte til helsædsmajsen, hvis den kontinuert får en god vandforsyning fra nu og til efter blomstringen. Udnyt mulighederne i det tørre vejr og få renset markerne og sået efterafgrøder inden vanding.

Raps og korn
Vinterraps, vinterrug og vinterbyg er nu nederst i prioritering, men bør vandes, hvis kapaciteten rækker til det, for at sikre fyldning af skulper og kerner.

Vand igennem
Når du har valgt hvilke marker der skal vandes, så sørg for at vande igennem. Det handler om at tildele den mængde vand der skal til, for at holde afgrøde i fortsat vækst. Vandes der på et større areal end der optimalt set er plads til, er der risiko for at opbygge et vandbalance underskud på hele arealet. Hvis alle arealer ikke vandes optimalt, så må der prioriteres og nogle marker vælges fra, så de øvrige arealer vandes optimalt.

 

 

For lidt eller for sen vanding opbygger et stort vandbalanceunderskud og afgrøden kommer i tørkestress.

 

Optimal vanding, hvor afgrøden ikke kommer i tørkestress.