Vælg din halm til goldkøerne med omhu

Den danske sommer har vært noget lunefuld i år, hvilket har spillet ind på kvaliteten af grovfoderet. Også både mængden og kvaliteten af halm vil være påvirket af, at sommeren først bød på tørke, hvilket har reduceret strålængden mange steder, og derefter de store nedbørsmængder, der øger risikoen for toksiner i halmen.

Specielt goldkøerne tildeles de fleste steder store mængder halm i rationerne, og her er det vigtigt, at man har fokus på, hvilken halm de tildeles. I goldkøernes ration, er det vigtigt at have fokus på CAB-værdien, da denne har betydning for køernes risiko for at få mælkefeber i forbindelse med kælvning. Hos goldkøerne ønsker vi en lav CAB-værdi i rationen. Det er mineralerne kalium og natrium, der trækker CAB-værdien op, hvorfor disse ikke ønskes i for store mængder i goldrationen.

Halms indhold af kalium afhænger både af nedbørsmængderne, men også stråets længde (masse) og den anvendte gødning har betydning. Når der skal vælges halm til goldkøerne, anbefales det, at der vælges halm med så lavt et indhold af kalium som muligt.

Her kan der bruges følgende tommelfingerregler:

  • vælg halm fra marker, hvor der har været et stort udbytte af halm
  • vælg halm, der er høstet efter, at det har fået vand
  • vælg halm fra marker, hvor der har været minimal tildeling af kalium.

Sæt den udvalgte halm til goldkøerne i en stak for sig, og mærk den op til goldkøerne. For at få en ensartet, velopblandet goldkokoration anbefales det, at halmen snittes allerede ved høst, hvis det er muligt således, at blandetiden i fuldfoderrationen kan begrænses, og rationen bliver mere homogen.

Hvis der opstår problemer med mælkefeber i besætningen uden, at der har været ændret i rationens sammensætning andet end halmen, så kan det være relevant at tage en mineralanalyse af halmen for at afdække, hvorvidt problemerne skyldes højt kaliindhold i dette. Vær desuden opmærksom på, at halmen dufter godt og ikke støver og bliver sort! Halm kan indeholde store mængder toksiner, hvilket kan give store udfordringer primært hos goldkøer, der tildeles meget halm.