Jonna Christensen blev i 1984 ansat i Videbækegnens Landboforening, og fulgte i 2000 med til vestjysk, da landboforeningerne fusionerede.
Hjælpsom, vellidt og med stort flair for tal, er bare nogle af de ord, der bliver brugt, når de nærmeste kolleger i vestjysk skal beskrive den 61-årige Jonna Christensen. D. 1. november 2024 kan hun fejre 40 år som revisorassistent for de vestjyske landmænd.
– Jeg har bedrifter, som jeg har lavet regnskab for og fulgt i alle 40 år, og den gode kontakt med landmændene har i høj grad været en af de faktorer, der har medvirket til, at jeg har haft lyst til at beholde den samme stilling i fire årtier, fortæller jubilaren, som hvert år er ansvarlig for mellem 55 og 60 bedriftsregnskaber.
– Det gode kollegaskab har også været afgørende. Både med de kolleger, der er kommet med mig over i vestjysk fra Videbækegnens Landboforenings fusion først med Skjern-Tarm egnens Landboforening og senere med vestjysk i 2000, og med de nye kolleger. De seneste år har vi også fået en del nye, unge medarbejdere i regnskabsafdelingen, og det har været med til at give nye, spændende vinkler på opgaverne, lyder det fra Jonna Christensen.
En vellidt kollega
Nogle af de kolleger, der har haft glæden af at samarbejde med Jonna Christensen i mange år, er revisor Valther Vestergaard og regnskabschef Johnny Bliksted Larsen.
– Uanset hvor meget arbejde, der ligger på Jonnas bord, er hun rolig, får opgaverne fra hånden og har et formidabelt overblik, og det er mit klare indtryk, at det er lysten, der driver værket, fortæller Valther Vestergaard, der har arbejdet sammen med Jonna Christensen siden 1987.
– Jonna er også meget hjælpsom. Uanset hvor travlt hun har, går man aldrig forgæves til hendes bord med spørgsmål. Det kan alle, og især de yngre kolleger, skrive under på, siger Valther Vestergaard, der bliver bakket op af regnskabsafdelingens leder, Johnny Bliksted Larsen:
– Jonna er en meget vellidt og værdifuld medarbejder, som vi sætter stor pris på i vestjysk. Uanset om det er teknologiske udviklinger, som der er meget af i vores område lige nu, travlhed i spidsbelastningsperioderne eller nye medarbejdere, der skal hjælpes godt på vej, er hun med og klar til at gøre en ekstra indsats, siger Johnny Bliksted Larsen.
Jubilæet fejres hos vestjysk fredag d. 1. november 2024 for nuværende og tidligere kolleger.
For yderligere information kontakt:
Johnny Bliksted Larsen, regnskabschef, tlf. 24 45 87 10, jbl@vestjysk.dk
Valther Vestergaard, revisor, tlf. 40 19 63 91, evv@vestjysk.dk