Udsendt på vegne af Landsskuet og Landbrug & Fødevarer Midtvest.
Når Landsskuet i Herning åbner torsdag den 4. juli 2024, præsenterer man samtidigt en helt ny udstilling, der viser landbrugets klimaløsninger og finder den mest klimavenlige, røde danske malkeko.
Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, sætter blomsterkransen på landets mest klimavenlige, røde malkeko på en helt ny Landsskue-udstilling med landbrugets klimaløsninger.
”Med debatten om en CO2-afgift på landbruget og resultatet af den grønne trepart er det højaktuelt at sætte fokus på de mange løsninger, som landbruget allerede har gang i. Midt i udstillingen kan vores gæster opleve, hvordan man måler metanudledningen fra en bøvsende ko, og udstillingen giver for eksempel også en grundig forklaring på, hvad de meget omtalte lavbundsjorde egentlig er”, siger Mads Fjordside, leder af Landsskuet.
Udstillingen er opbygget med en række stande, hvor både forskere, virksomheder og interesseorganisationer stiller op med information og mulighed for at få en snak med eksperter og rådgivere om alt fra klimavenlige afgrøder over biogas og pyrolyse til atomkraft. Der vil torsdag, fredag og lørdag også være stribevis af indlæg og debatter med nogle af aktører og beslutningstagere, der skal gennemføre den grønne omstilling af landbruget.
”Der vil både være politikere, der diskuterer den grønne trepart, og indlæg om emner som skovlandbrug, tang i foderet og den klimavenlige malkeko, ligesom formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, også stiller op til debat”, siger Niels Kristian Fruergaard, der er tovholder på udstillingen.
Den er arrangeret af landboforeningerne i Midt- og Vestjylland og åbnes officielt torsdag formiddag med korte taler af blandt andet folketingsmedlem Carsten Bach, der er fødevarepolitisk ordfører for Liberal Alliance. Fredag kårer udstillingen landets mest klimavenlige, røde danske malkeko, der også modtager 5.000 kr. fra Arla, og DLR Kredit uddeler samtidigt sin Biodiversitetspris.
”Vi finder mange vindere blandt dyrene på Landsskuet, men konkurrencen om at være den mest klimavenlige ko er helt ny. Jeg er dog sikker på, at Søren Søndergaard efter mange måneders forhandlinger på vegne af Landbrug & Fødevarer vil være særlig glad for at sætte blomsterkransen om halsen med netop den ko. Ikke mindst på en udstilling, der helt konkret viser et væld af de løsninger, som landmænd, erhvervet og samfundet skal benytte i de kommende års forandringer af vores landskab”, siger Kristian Gade, formand for Landsskuet og Landbrug & Fødevarer Midtvest.
Foreningerne bag L&F Midtvest og udstillingen er Fjordland, Landboforeningen Midtjylland, Holstebro-Struer Landboforening, Herning-Ikast Landboforening og Vestjysk, der alle er repræsenteret med rådgivere, der kan fortælle om landbrugets klimaløsninger.
Yderligere oplysninger om udstillingen:
Niels Kristian Fruergaard, tlf. 4080 7200.