Husk at være kritisk med hensyn til gylleudbringning på græsmarkerne. Gylle er nemlig fuld af de kim, sporer og bakterier, der forefindes i ophavsbesætningerne – også de sygdomsfremkaldende! Disse ønsker vi ikke tilbagebragt til dyrene, da det kan have både alvorlige og dyre følger som fx: Salmonella, Mycoplasma, Paratuberkulose, Coccidiose, Cryptosporidier og Løbetarmorm. Nogle bakteriestammer opformeres i gyllen under lagring, så med mindre gyllen er korrekt varmebehandlet (biogas), kan man ikke vide sig sikker i forhold til sygdom. Måske er der ingen problemer med gylle fra egen bedrift, men flere har maskinstation til gylleudbringning, så her kan der ligge en risiko.
Når det ender i ensilagen
Det kan være svært at opnå en lav pH i ensilagen, hvis græsplanterne er gyllebefængte. Det giver dårlig ensilering og højt indhold af sporer i ensilagen, der kan sendes videre i mælken. Brug derfor sund fornuft, når gyllen skal ud, så du får lavet et super godt foder.
Forholdsregler ved dyrene
Dyr må aldrig kommer i kontakt med udbragt gylle. Det vil sige ingen afgræsning og/eller skårlægning før gyllen er vasket af planterne:
- INGEN afgræsning/snitning de første 4 uger efter gylleudbringning, hvis gyllen er lagret
- INGEN afgræsning/snitning de første 8 uger efter gylleudbringning, hvis gyllen er frisk, dvs. tilført ny rågylle fra stalden indenfor 60 dage. Brug den friske gylle til korn/majs
- Gylle bør kun udbringes på kort græs. Hvis arealer er for fugtige til gylletransport, kan du være nødsaget til at gøde fuldt op til 1. slæt med handelsgødning og dernæst bruge gyllen senere i vækstsæsonen. Lav ikke dybe spor i en ny flot kløvergræsmark!
- Kalve (4-6 mdr.) bør undgå afgræsning på arealer, der har fået gylle
- Tørt hø, der er lavet på marker, som har fået gylle i vækstsæsonen, må IKKE bruges til kalve
- Græsset skal have lov til at ensilere færdig. En undersøgelse har vist, at 97 % af de sygdomsfremkaldende bakterier dør efter 30 dages ensilering. Åbn derfor først den nye stak efter 30 dage