Hans-Jørgen Lorentzen kan den 1. februar 2025 fejre 25-års jubilæum som IT-chef hos vestjysk.
-Min ansættelse begyndte en måned efter fusionen mellem Videbæk-Skjern/Tarm og Ringkøbing/Ulfborg Landboforening trådte i kraft. I starten havde jeg kontor i Skjern, men jeg kørte ofte rundt til de to andre kontorer for at ordne IT-opgaver. Før vi samlede alle medarbejdere i Ringkøbing, var det en spændende tid med mange besøg på de forskellige lokationer, siger Hans-Jørgen Lorentzen og tilføjer:
-Inden min ansættelse i vestjysk arbejdede jeg i 14 år hos Svinerådgivning Vest, hvor jeg havde kontor på landbrugscentret i Videbæk. De sidste to år før skiftet til vestjysk var jeg deltidsansat i Svinerådgivning Vest og deltidsansat i IT-afdelingen hos Hedens og Fjorden i Herning.
Jeg har været med lige fra dengang, vi fik den allerførste PC på landbrugscentret, og jeg har fulgt IT-udviklingen tæt. Fra PC’er med diskettedrev og uden internet til dagens online-verden har jeg oplevet de mange udfordringer, især med hensyn til sikkerhed.
En trofast kollega
Hjælpsom, trofast og med stort flair for IT, er bare nogle af de ord, der bliver brugt, når de nærmeste kolleger i vestjysk skal beskrive Hans-Jørgen Lorentzen.
Hans-Jørgen er husets trofaste og tålmodige IT-chef, der altid er klar til at hjælpe – uanset om det er IT-relaterede spørgsmål eller andre opgaver som flyttemand, elektriker og lydmand. Han besvarer alt fra AI og printere til Wi-Fi og Teams, og er en mester i at løse de svære opgaver, vi andre ikke kan gennemskue. Derudover er han garant for en god vits eller en far-joke. Hans-Jørgen er også altid med på tur ved sociale arrangementer.
Jubilæet fejres internt hos vestjysk fredag den 7. februar 2025 med kolleger og nærmeste familie.