Afholdt ved Landbrug & Fødevarer Delegeretmøde d. 6. november 2024 i MCH Herning Kongrescenter.
Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer
I 1754 ankommer kaptajn Ludwig von Kahlen til den øde, jyske hede. Han er blevet ansat af Rentekammeret i København til at etablere en koloni og bevise, at heden kan opdyrkes.
Mange af jer kender nok historien om ’Kaptajnen og Ann Barbara’. Enten fra Ida Jessens fremragende roman eller fra filmatiseringen – Bastarden – som havde premiere sidste år med Mads Mikkelsen i hovedrollen.
Det bliver en ulige kamp mellem den stædige kaptajn på den ene side og den stenhårde hede, den rå natur og den ondskabsfulde godsejer Schinkel på den anden side.
Rentekammeret i København, som egentlig skulle bistå kaptajnen, er langsomt og bureaukratisk – og i det hele taget ikke til megen hjælp.
Mod alle odds lykkes det alligevel for kaptajnen at bryde den hårde al og få kartofler til at spire og gro i den tørre jord.
En af pointerne i romanen er, at heden spiller lige så stor en rolle som Kaptajnen og Ann Barbara. Jorden er simpelthen en af hovedpersonerne i historien.
Det tror jeg, mange af os her i dag kan genkende fra vores eget liv: Jorden som én af hovedpersonerne.
Romanen starter sådan her:
Heden ligner ikke noget andet sted.
Der er himlen og den flade jord.
Der er øde og tomhed.
Mange af jer har – ligesom mig – forfædre, som har været med til at opdyrke Danmark.
Det ligger i vores dna som landmænd at bruge vores hænder og vores redskaber til at bryde ny jord, at omskabe stenjord til muldjord. At så og høste jordens afgrøder. Vi lever af jorden. Vi forvalter jorden.
Det er vores livsopgave. Og det er vores stolthed.
Den stolthed skal vi holde fast i. Og den vender jeg tilbage til.
Men rollen som jordens forvaltere, som dem der lever i, af og med naturen, den har altid været vores. Og det bliver den ved med at være. Også selvom tiden nu kalder på en anderledes anvendelse af nogle af de jorde, vi forvalter.
Vi er alle stærkt bekymrede for klimaforandringerne. Fordi det udgør en trussel mod hele fødevareforsyningen. Men måske mest fordi, vi er vant til at tænke et par generationer frem.
Vi hører råbene fra ungdommen, og deres bekymring gør indtryk. Vi kan gøre endnu mere. Og vi vil fortsat være i verdenseliten i kampen for et klimaneutralt fødevareerhverv.
Vi vil udvikling. Og vi vil forandring.
Det gælder også, når der er tale om vandplaner og iltsvind i vores fjorde.
Vi anerkender vores ansvar.
Vi lader ikke stå til.
Derfor er der store projekter i gang på tværs af Danmark, og netop derfor har vi forpligtet os på en historisk omlægning af arealer.
Temaet for vores delegeretmøde i år er ”Hvad skal vi bruge vi jorden til”.
Da det blev besluttet, havde vi en klar forventning om, at den ekstremt ambitiøse trepartsaftale, vi i vores erhverv var med til at indgå i juni, nu ville have været omsat af Folketinget til en politisk rammeaftale.
Som tiden gik, blev det dog stadig mere tvivlsomt, om det kunne nå at lykkes.
Derfor var der også spænding lige indtil det sidste om, hvad det egentlig var for en beretning, jeg skulle holde i dag. For vi har efterhånden skrevet 3 forskellige.
En grøn, en gul og en rød.
Den grønne var den første, der blev skrevet – og også den første, der blev skrottet. Det var den, jeg skulle have holdt, hvis den aftale, vi lavede i juni, uden videre rabalder var blevet vekslet til en politisk rammeaftale.
Det gjorde den ikke.
Den gule var den, jeg skulle holde, hvis der – efter det rabalder, som der jo så kom – alligevel nåede at lande en aftale. Den version skrottede vi i weekenden.
Og den røde var den, jeg skulle holde, hvis der endnu ingen aftale var.
Det kræver ikke den store ledvogtereksamen at regne ud, hvad det er for en version, jeg står med her i dag.
Derfor kan jeg heller– som jeg havde håbet – bruge min beretning på at brede den politiske rammeaftale og perspektiverne i den ud.
I stedet vil jeg gerne sætte nogle ord på, hvordan jeg ser det forløb, som har udspillet sig, som stadig er i gang – og som jeg stadig forventer ender med en politisk aftale, som vi kan se os selv i.
Som I ved, brugte vi i Treparten stort set al vores vågne tid i et halvt år på at afveje en aftale på en atomvægt. Det gjorde alle parter både sagligt, professionelt og fagligt. Og ikke mindst gjorde vi det med respekt for den nødvendige fortrolighed i rummet. Det var en af grundene til, at det kunne lade sig gøre. Fordi man ikke risikerede at se sine egne eller andres ord fordrejet på en avisforside dagen efter.
Og det lykkedes os at lave en aftale. Fordi vi bøjede os mod hinanden og sammen fandt de nødvendige balancer og kompromiser. Dansk foreningsdemokrati, når det er bedst.
Jeg vil gerne rette en særlig tak til aktørerne fra Den Grønne Trepart – og de er som bekendt flere end tre.
I har gjort en indsats. I har udfordret – nogle gange så det gjorde ondt. I har besøgt landmænd og virksomheder, og I har bidraget med konkrete løsninger. I har kæmpet for jeres. Og I har lyttet til vores.
Tak til Ole og NNF, tak til Claus og Dansk Metal, til Morten og Dansk Industri, til Birgit og Martin fra Kommunernes Landsforening og til tænketanken Concito.
Tak til Maria og Danmarks Naturfredningsforening.
Den 24. juni tog I og vi ansvar. Da lavede vi en aftale.
Hvis aftalen står – og bliver gennemført konsekvent og med det aftalte tempo, vil det udover at skabe rammerne for dansk landbrug generationer frem, potentielt være den største bedrift for naturen i Danmark nogensinde.
Hvis aftalen står.
Og nu er forhandlingerne om den politiske aftale så rykket ind på Christiansborg – og ud i pressen.
Der lækkes til medier, der gives interviews og mellemregninger – og det har forhalet forhandlingerne.
Det er dybt frustrerende at se på, fordi vi i landbruget står og stamper i boksen som en flok galopheste, der venter på at komme ud over stepperne.
Det er ikke noget nyt for vores erhverv at omstille sig og forandre sig. Og mange steder er de lokale foreninger og lodsejere i fuld gang – også med forberedelserne til at implementere den grønne trepart.
Men vi afventer startskuddet. Og for hver dag, der går, kommer de deadlines, der er ridset op i aftalen, tættere og tættere på.
Det haster. Og derfor haster det med en aftale.
Det er helt rimeligt, at der skal være en grundig politisk proces, når så stor en aftale skal omsættes til en politisk rammeaftale i Folketinget – og jo helst med så stort et flertal som muligt.
Selvfølgelig.
Det er vilkårene.
Men sådan en proces kan foregå på mange måder.
Det kan være med respekt for indholdets faglighed og kompleksitet. Og for de mennesker, der stadig afventer kendskab til de grundlæggende rammevilkår, der skal præge deres hjem og arbejdsliv fremover.
Eller.
Det kan foregå som et politisk teater, hvor der er fokus på solomarkeringer og selvpromovering fra enkeltpersoner, organisationer og politiske partier.
På bekostning af den ansvarlighed og det ambitionsniveau, der kendetegner den oprindelige aftale.
De fleste af jer kender mig godt nok til at vide, hvad jeg mener om det, vi nu er vidner til.
Vi har i hvert fald ikke manglet hårdt vinklede artikler og unuancerede udmeldinger om ”mere pisk”, rigsrevisionsrapporter, værditab og så videre i en pærevælling.
Nogle steder bliver vi mistænkeliggjort i stedet for at få anerkendelse for, at Danmark er det eneste land i verden, hvor landbruget har indgået en så epokegørende aftale. Og hvor vi deler – og går all in – på det omgivne samfunds ønske om natur, rene fjorde og klimamål.
Det er ærlig talt rigtig træls, sagt på godt jysk.
Og når alt det er sagt, så er det, der skal stå tilbage, når røgen har lagt sig, at trepartsaftalen stadig er den bedste vej frem for landbruget. Uden nogen som helst tvivl.
Derfor står vi i Landbrug & Fødevarer fuldt og helt på mål for trepartsaftalen, som den ligger.
Men vi står selvfølgelig ikke på mål for hvad som helst, Folketinget kan forhandle sig frem til.
I landbruget har vi ikke for vane at udskrive en blankocheck – og det gør vi heller ikke her.
Men jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at der nok skal komme en aftale, som vi kan se os selv i.
Og selvom den ikke er hjemme endnu, vil jeg gerne anerkende regeringen for at forhandle videre og for at kæmpe for et godt resultat. Det her er heller ikke noget let forløb for jer. Det ved vi godt.
Men selvom der står rigeligt med folk og kaster grus i maskineriet, har jeg tillid til, at det lykkes jer at holde fast i grundpillerne i den aftale, vi sammen har lavet.
Og når der så på et tidspunkt er en aftale – så får vi allesammen travlt.
De tidsfrister, som er lagt ind i aftalen, er i forvejen meget ambitiøse. Særligt når det kommer til at få lavet en arealomlægningsplan sammen med kommunerne.
Derfor ligger der et kæmpestort ansvar hos myndighederne for at få fart i arealomlægningen.
For der må ikke igen opstå en situation, hvor landmænd står i kø for at komme i gang – og kommuner, styrelser, EU og andre står i vejen.
Den situation har vi været i i forbindelse med lavbundsjordene.
Ligesom kaptajn Kahlen, der forgæves ventede på bistand fra Rentekammeret i København, har vi stået og ventet på myndighedernes flaskehalse.
Og ovenikøbet skulle vi så læse om i pressen, at det var os, der var de træge.
Derfor er det også vigtigt, at hver enkelt landmand – også fremover – er på dupperne.
Det er helt afgørende, at vi gør alt, hvad vi kan, for, at det i hvert fald ikke bliver os, som står i vejen.
Det er i vores egen interesse at komme i mål.
Det her handler også om at beskytte og sikre vores legitimitet.
At sikre fremtidens landbrugere og de kommende generationer en tilværelse, hvor rammevilkårene ikke er til evig forhandling.
Og hvor verdens bedste fødevareproducenter kan koncentrere sig om deres faglighed frem for at være en evig politisk kastebold.
En af de knaster, der har fyldt både under trepartsforhandlingerne og de seneste uger, er vandplanerne.
Problemet er, at udfordringerne med kvælstof, fosfor, spildevand og så videre er så ujævnt fordelt.
Dermed er kravene til de forskellige områder i landet også ekstremt forskellige – og nogle steder ekstremt urealistiske.
Der er vandoplande, hvor der praktisk talt ikke vil være landbrug tilbage, hvis vi skal nå målene i de nuværende vandplaner.
De steder kommer kystvandrådene til at se vandplanerne kritisk efter i sømmene.
Blandt andet ved at screene for de fejl, som vi ved forekommer.
Og ved at lave grundige analyser af hvert enkelt vandopland.
Derudover kommer kvælstofbelastningen mange steder jo slet ikke primært fra Danmark, men i stedet fra vores naboer i Tyskland og Sverige.
Det står ovenikøbet skrevet ind i trepartsaftalen.
Jeg læser op fra side 17:
”I en række mere åbne vandområder er opnåelse af god økologisk tilstand også afhængig af reduktion af udledninger fra vores nabolande. Parterne er derfor enige om, at regeringen derfor skal have skærpet fokus på at sikre, at nabolande også foretager de indsatser, der er nødvendige for, at vi kan genskabe godt vandmiljø i Danmark.”
Det er en utrolig vigtig passage, fordi det kaster et nyt lys på vandplanerne. Og det er heldigvis lykkedes for os at få sat fokus på det nu.
Et godt og konkret eksempel på den problematik er Bornholm.
For om vi så evakuerede hele øen, sendte alle bornholmerne til København og lavede hele dynen om til vådområde – hvis det ellers var muligt på en klippeø. Ja, så ville der ikke være en ærlig havbiolog, som ville kunne måle forskellen.
Fordi langt størstedelen af udledningen kommer fra de øvrige lande omkring Østersøen.
Og så ville vi have nedlagt hele det bornholmske landbrug til ingen verdens nytte.
Vejen til at nå målene for vandmiljøet er arealomlægninger. Af historiske dimensioner. Og heri er også ruten til mindre unødig markregulering.
Og her kommer den lokale forankring i lokale treparter til at spille en afgørende rolle.
Det er altså jer – rundt om i foreningerne.
Og nu skal lokalformændene lige spidse ører.
For nok er det kommunernes ansvar, at der kommer fart i sagerne.
Men det er os – og jer, som skal hjælpe dem med at levere på deres handlepligt.
Det er en stor sejr, at vi med den lokale forankring forhåbentlig slipper for en del bureaukrati og skrivebordstyranni. Og at vi får nogle indsatser, der er meningsfulde og med respekt for lodsejernes ønsker og rettigheder.
Men det placerer også et stort ansvar hos lokalforeningerne for god dialog med kommunerne og de lokale interessenter i den lokale trepart.
Med den rette tilgang kan målene i vandplanerne nås gennem effektive arealomlægninger, og hele indsatsen skal tilrettelægges med sigte på at holde jordpriserne i ro.
Sådan som det er aftalt i treparten.
Vi har så at sige fået egen fremtid i egne hænder. Og det er en stor mulighed – men også et stort og forpligtende ansvar.
Den seneste tids debat om værditab og kompensation har forståeligt nok udløst bekymring hos mange landmandsfamilier, og det er jeg ærgerlig over. For det er en unødvendig bekymring, og debatten er foregået på et helt forkert grundlag. Vi ville selvfølgelig aldrig gå med til en aftale, som gav de værditab, som der har været tale om. Så lad mig lige bruge to minutter på, hvad der er op og ned her:
For det første er al omlægning af landbrugsjord til skov i treparten baseret på frivillige aftaler.
Ingen bliver altså tvunget til at indgå en aftale om omlægning, som man ikke er tilfreds med.
Banker og kreditforeninger vil selvfølgelig heller aldrig gå med til, at vi forærer værdierne væk.
For det andet er skovrejsning ikke det mest arealeffektive virkemiddel i forhold til næringsstoffer. Herunder kvælstof.
Skov er godt mange steder og til mange formål.
Men skovrejsning er ikke første valg til at nedbringe udledning af næringsstoffer. Her er etablering af vådområder, minivådområder og lavbundsprojekter meget bedre.
Og i de ordninger findes der allerede i dag en fast model for værditab, som giver fuld erstatning for det tab, der opstår, når man ikke længere kan dyrke markerne på samme måde som i dag.
Det betyder, at vi i de kommende år i den lokale arealplanlægning først skal finde ud af, hvad der fungerer bedst hos de enkelte lodsejere og i de enkelte vandoplande for at komme i mål med vandplanerne.
Og så skal vi fylde efter med skovrejsning, så vi også kommer i mål med den. For hvis der først er rejst skov, kan man ikke bagefter lave det om til vådområde.
Så det er en pointe i sig selv, at incitamentet til at rejse skov overalt ikke skal være for stort. Og så genbesøges modellen for skovrejsning i 2027.
Et af de virkemidler, som vi allerede nu ved, bliver helt centralt fremover, er den biogene CO2.
For det har jo den dobbelte effekt, at vi først samler kulstof op med fotosyntesen og binder det i planterne, og at vi derefter sælger det videre, så det kan bruges til blandt andet grøn energi.
Et godt og konkret eksempel på det er, når danske landmænd leverer biogent CO2 til Kassø-anlægget, som igen omdanner det til grøn metanol. Den grønne metanol bliver solgt videre til Mærsk, som tanker det på et tankskib, der så kan sejle jorden rundt på grøn metanol i stedet for på sort diesel.
Eller til LEGO, som kan lave bæredygtige plastik-klodser på baggrund af grøn metanol i stedet for på sort olie.
Det her bliver en af vores helt store handelsvarer i fremtiden.
Og nu til noget, som er meget vigtigt for mig at få sagt i dag. Også uanset hvordan forhandlingerne på Christiansborg går.
Nemlig tak.
Tak til jer medlemmer for at gøre det muligt at lave så stor og vigtig en trepartsaftale.
Uden jeres store hjælp og opbakning havde vi ikke kunnet udrette noget som helst.
Derfor vil jeg gerne takke det øvrige formandskab, forretningsudvalget, hovedbestyrelsen og de mange kollegaer og foreningsformænd, som har stået last og brast hele vejen.
Både når der var noget at snakke om, og når jeg i respekt for fortroligheden i forhandlingslokalet bare måtte bede om jeres tillid.
Mange af jer er med korte frister blevet indkaldt til et hav af møder på mere eller mindre ukristelige tidspunkter. Og I har stillet op hver gang.
Vi ved jo godt her i salen, at det kan være svært for en landmand ikke at hive lommeregneren frem og tænke på egen bedrift, når vi hører om politiske forslag.
Men i det her forløb har I alle været gode til at lægge egeninteresser til side og tænke på fællesmængden, på medlemmerne og på de fremtidige generationer.
Det blev aldrig til en intern slåskamp, men derimod et fokus på balancer – uanset om man har den ene eller den anden produktionsform.
Jeg vil gerne sige jer alle sammen en stor tak for den opbakning og den tillid, som I har vist Landbrug & Fødevarer
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at der har været dage i det her forløb, hvor jeres opbakning har været det, der har hjulpet mig med at holde dampen oppe.
Tak for det!
Og nu flyver vi så lige en tur op i den helt store helikopter. For Danmark – og dansk landbrug – er jo ikke en ø, men er dybt afhængige af vores omverden.
Vi er en lille, åben økonomi – og 75 pct. af vores produktion går til eksport.
I går var der præsidentvalg i USA. Og her til formiddag tyder det på, at Donald Trump til januar igen bliver amerikansk præsident.
Om det medfører mere eller mindre protektionisme eller mere eller mindre frihandel er der nok mange meninger om.
I det hele taget er der gang i en kædereaktion af geopolitiske spændinger, som i de her år giver uro på de internationale markeder og skaber vanskeligere handelsvilkår.
Det kan mærkes i en lille, åben økonomi som den danske.
Vi har brug for et fornyet fokus på frihandel, på eksisterende markeder og ikke mindst på nye markeder.
Men vi hverken kan eller skal gøre det alene. Det kræver et EU, der engagerer sig i eksisterende og nye muligheder for europæisk erhvervsliv. Og i at forsvare et indre marked uden konkurrenceforvridning.
Krigen i Ukraine har sat fødevareforsyningssikkerheden i nyt perspektiv.
Og den har understreget vigtigheden af, at vi kan være selvforsynende med fødevarer i Europa.
Næste gang, vi mødes til delegeretmøde, har Danmark formandskabet i EU, og det bliver en stor opgave at holde fokus på det tema.
Det bliver også en vigtig opgave for os i Landbrug & Fødevarer at gøre vores indflydelse gældende.
Både i debatten og i de politiske korridorer.
Både herhjemme og i Bruxelles.
Både nu og i fremtiden.
Fremtiden tilhører den nye generation af landmænd. Og selvom man kan se på farven af hårtoppene her i dag, at der heldigvis stadig er mange gode, stærke, erfarne kræfter til stede, så er det vigtigt at sikre forsyningskæden, når det handler om nye kræfter i landbruget.
Jeg kan godt forstå, hvis de unge landmænd – og dem, der overvejer at blive det – går med en følelse af, at der godt nok er mange udfordringer.
Det er der også.
Men der er endnu flere muligheder. Især hvis vi gøder jorden ordentligt for de nye generationer.
Derfor er jeg også glad for, at treparten sikrer fokus på de finansielle muligheder for næste generations indtræden i erhvervet.
Det er vigtigt for at sikre landbrugets fremtid.
Her hen mod afrundingen på min beretning vil jeg gerne bruge et minuts tid på at minde os alle sammen om, at landbruget er lokalsamfundet mange steder.
Landmanden er også formand for den lokale borgerforening eller i fodboldklubben, lægger jord og helstegt pattegris til Skt. Hans-bålet, er vært for besøgende skoleklasser, rydder sneen for naboen, når man alligevel er i gang, tager en af de lokale knægte, som har det lidt svært i skolen, ind på gården og giver ham noget meningsfyldt at lave – og I kan selv være med til at fortsætte listen.
Landmandsfamilierne har traditionelt været rygraden i landområderne. Og det skal vi blive ved med at være.
Når jeg fremhæver det, så er det fordi, det altså ikke er nogen selvfølge, at det bliver ved med at være sådan, hvis vi ikke er opmærksomme på det. Kæmper for det.
Fordi vi bliver færre landmænd – så der bliver længere imellem os.
Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi værner om vores rolle som limen i lokalsamfundene.
Vi må ikke lukke os om os selv. For vi er ganske vist vigtige for lokalsamfundene – men lokalsamfundene – og velviljen hos de mennesker, der bor der – er også vigtig for os. Ikke mindst i fremtiden.
Og vi står overordnet set stærkt rustet til den fremtid.
Derfor er det også vigtigt, at vi ikke lader os kue af de få, der larmer og har travlt med at grave grøfter og tale dårligt om vores erhverv. Og som på baggrund af følelser frem for viden taler ned til os. Jeg er den første til at forstå, at man kan blive i dårligt humør af at følge medierne ind imellem – især de sociale medier.
I den debat der foregår der, kan man af og til komme i tvivl, om det er vigtigst at gøre noget godt for naturen. Eller gøre noget der gør ondt på landmanden.
Men i min verden er der ikke noget modsætningsforhold mellem en glad landmand og en natur i trivsel.
Derfor ved jeg også af erfaring, at det er sundt for sindet at løfte blikket fra avisen og fra skærmen ind imellem.
Og kaste et blik ud over landet i stedet for.
Det er os, som former det land.
Det var det på kaptajn Kahlen og Dalgas’ tid – og det er det stadig.
I min indledning lovede jeg at vende tilbage til at tale om stolthed.
For jeg tror, vi har brug for at tale den stolthed, som vi altid har båret i os, lidt op.
Vi er rygraden i landområder og lokalsamfund.
Og uanset hvad politiske kræfter og aktivister forsøger at overbevise alverden om, er det vigtigt, at vi husker vores værd.
At vi ikke dukker nakken, ikke skammer os – men at vi husker at være stolte.
Hver dag.
Jeg er stolt, når jeg går en tur på marken og i skoven og tænker på, at det er vores forfædre, som har skabt og passet på naturen og det landskab, vi er omgivet af.
Jeg er stolt, når jeg kører i min mejetærsker med mine børn og ved, at vi er med til at levere mad på bordet til tusindvis af mennesker.
Jeg er stolt, når jeg taler med en lokal formand, som har inviteret kommunen ud og kigge på et kommende vådområde, som lokalforeningen har taget initiativ til.
Jeg er stolt, når jeg står til Åbent Landbrug i Odder med fem et halvt tusind gæster, som bare går rundt og har en fest.
Jeg er stolt af at være formand for en organisation, der har kunnet finde ud af at holde sammen under den nok sværeste forhandling om landbruget, der har været i danmarkshistorien.
Jeg er stolt af jer, som sidder her i Herning Kongrescenter i dag og af alt det, vi skaber sammen hver eneste dag.
Ja. Jeg er stolt af at være landmand.
Det kan I også godt være.
Tak for ordet!
