Fordøjeligheden af græs falder jo længere tid der går imellem ”klippene” og samtidig falder andel af fedtsyrer også. Det betyder at med stigende alder af kløvergræsset, des færre fedtsyrer findes pr kg TS græs og jo mindre er tilgængeligt for koen. En slætstrategi med få dage (21-28 dage) giver en høj fordøjelighed, hvilket især gavner tilgængeligheden af de polyumættede fedtsyrer, som omega 3 og omega 6 fedtsyrer. Afgræsser køerne, kan de selv vælge det frisk græs og vil have præference for det lave/korte græs. Fodres der med frisk græs på stald ses næsten tilsvarende effekt, da der oftest også anvendes et kort klipningsinterval (ned til 21 dage) og dermed opnås også ekstra andel af fedtsyrer.
Omega 3 fedtsyrer – det nye ”sort” til den klimavenlige ko
Omega 3 (ω-3) og omega 6 (ω-6) er de væsentligste polyumættede fedtsyrer og udgør henholdsvis mellem 12-20% og 50-65% af de samlede fedtsyrer i kløvergræs. Det findes i højere grad i kløvergræs end rent rajgræs. Vi kender især omega 3 fedtsyrer som hovedbestanddelen i fiskeolie og ved herfra at det er sundt for mennesker. Omega 3 findes netop i friskt/ungt kløvergræs, og forsøg har vist at større andele af omega-3 fedtsyrer kan sænke metan produktionen hos køerne. Den mindre metanproduktion sker fordi fedt og sukker udgør en større andel i kløvergræsset end tungt fordøjelige fibre i mere modent græs. Kløvergræs starter med en højere andel omega 3 fedtsyrer, som falder løbende gennem sæsonen sammenlignet med de andre polyumættede fedtsyrer i græs som omega 6. Fedtsyresammensætning ses derfor ofte som et forhold mellem den stabile omega 6 fedtsyrer og det mere svingende omega 3. Her ønskes en lav ratio mellem omega-6 og omega-3 for at opnå mest muligt omega 3, og dermed lavere metanproduktion.
Gavnlige effekter af polyumættede fedtsyrer for koen
De gavnlige polyumættede fedtsyrer har vist en tendens til at øge værdistofferne i mælken, sænke tilfældene af ketose og øge fertiliteten hos køer. Frisk græs kan derfor være et tiltag for at lade køerne selv hente “billig energi” i foderet eller fodre med frisk græs, hvis mulighederne for afgræsning er begrænset eller man ønsker at køerne skal bruge energien til at lave mælk. Planlæg din slæt strategi og græsklipning så køerne får mest muligt ud af græsset og undgå et for stort ensilagetab ved at optimere sommerfodringen herudfra. Dette skal planlægges tidligt og måske endda allerede her i efteråret for være foran til sæsonen 2025.
ω-3 fedtsyreindholdet falder løbende gennem sæsonen og
forbliver lav i ensilagen, sammenlignet med frisk græs i vækst.
Forholdet mellem ω-6 og ω-3 fedtsyrer er lavest i starten af sæsonen og stiger jo mere græsset modnes.
En lav ratio er mest gavnlig for koen og givergavnlig energi til ydelse, sundhed og reproduktion.