Michael Gade, der driver et deltidslandbrug i Hover, er valgt til bestyrelsen for Vestjysk Landboforening
Ambitionen om at gøre en forskel for fremtidens landbrugere udgjorde en væsentlig årsag, da Michael Gade valgte at kandidere til en bestyrelsespost i Vestjysk Landboforening. Han blev valgt til posten ved foreningens ordinære generalforsamling i marts.
– Jeg er født og opvokset på landet og er derfor rundet af dansk landbrug. Siden 2019 har jeg været en del af foreningens rådgivningsforum, og herigennem blev min interesse for bestyrelsesarbejdet vakt, fortæller Michael Gade, som derfor ikke tøvede med at stille op til en bestyrelsespost, da opfordringen lød.
– I kraft af mit engagement i foreningens rådgivningsforum har jeg fået et perifært indblik i bestyrelsens arbejde. Dette gav mig lysten til at bidrage til udvikling af både vestjysk og dansk landbrug, fortæller Michael, der til daglig beskæftiger sig som bygningstaksator.
Michael Gade er 35 år og gift med Dorte. Sammen har parret to børn på to og fem år.
Fokus på alle former for landbrug
Ved siden af sit daglige virke driver Michael Gade et planteavlsbrug med 65 hektar omdriftsjord, hvor der dyrkes korn, frø og melkartofler. En af ambitionerne for Michaels kommende bestyrelsesarbejde er derfor at skabe mere fokus på landbrug i alle former og størrelser.
– Landbruget er et vigtigt erhverv for vores samfund. Ikke mindst i vores landsdel, hvor landbrug har betydning for mange og skaber mange gode arbejdspladser, som vi meget gerne skal kunne fastholde i fremtiden. Hos vestjysk favner vi bredt og rådgiver alt fra små deltidslandbrug til store bedrifter, og min ambition er derfor at sætte mere fokus på landbrugsdrift i alle størrelser og konstellationer, siger Michael Gade, der har drevet familiens eget deltidslandbrug siden 2016.
– Mit håb er, at jeg fremadrettet kan være med til at repræsentere områdets deltidslandmænd og fokusere på vigtigheden af både heltids- og deltidslandbrug, fortsætter Michael, der tidligere har siddet som repræsentant i foreningens forhenværende deltidsudvalg.
En spændende fremtid
På baggrund af bestyrelsesposten i Vestjysk Landboforening har Michael Gade netop takket ja til en udvalgspost hos Ytteborg forsøgsstation, der bl.a. arbejder med jordforsøg til gavn for fremtidens landbrug.
– Landbruget udvikles kontinuerligt, og derfor ser jeg frem til at involvere mig i forsøgsstationens udviklingsarbejde til gavn for fremtidens landbrug, fortæller Michael og tilføjer:
– I vestjysk går vi en spændende fremtid i møde, og sammen med den øvrige bestyrelse skal vi nu have sat en retning for virksomhedens fremtidige udvikling. I denne sammenhæng er min hensigt, at vi får underbygget en stabil ledelse for herved at styrke medarbejderstaben og skabe tryghed og stabilitet, fortæller Michael Gade, der fremadrettet har en grundlæggende ambition om at arbejde for at udvikle vestjysk til gavn for foreningens kunder, medlemmer og ansatte.