Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har meldt ud, at flere tilskudsordninger udskydes til efteråret 2026.
Ændringerne vedrører følgende ordninger:
Rydning og forberedelse til afgræsning (hegningsansøgninger)
Det bliver ikke muligt at søge tilskud til rydning og forberedelse til afgræsning i 2025. Den planlagte tilskudspulje for ordningen i 2025 på 25 mio. kr. overføres til ansøgningsrunden i efteråret 2026. Puljen i 2026 bliver dermed 50 mio. kr.
Miljø- og klimateknologi
Det bliver ikke muligt at søge tilskud til miljø- og klimateknologi i 2025. Ordningen åbner næste gang i slutningen af 2026, hvor ansøgningsrunden for 2025 slås sammen med ansøgningsrunden for 2027. De allerede udmeldte indsatsområder forventes også at være en del af runden i 2026 med en samlet pulje på 180 mio. kr.
Biodiversitetsskov
Tilskud til biodiversitetsskov åbner næste gang i 2027. Puljen på 31,25 mio. kr. overføres fra 2026 til 2027. Puljen i 2027 bliver dermed 46,95 mio. kr.
Etableringsstøtte til unge landbrugere
Åbning for ansøgning om udbetaling af etableringsstøtte til unge landbrugere i 2026 fremrykkes til sommeren 2026 for at sikre hurtigst mulig udbetaling af tilsagn givet på ordningen.