For at sikre en god overvintring, skal der være en passende græshøjde, kaliumniveauet må ikke være for lavt og jorden skal helst være tømt for kvælstof.
Stubhøjde ved sidste slæt
Tidspunkt for sidste slæt:
- September: Der kan blive behov for at afpudse omkring den 20. oktober
- Begyndelsen af oktober: Stubhøjden bør være 4-5 cm
- Midten af oktober: Sæt en stub på 7-8 cm
- Sent slæt efter 20. oktober: Stubhøjden øges til 8-10 cm
Undgå at tage slæt i forbindelse med frostvejr!
Kalium
En god kaliumforsyning, er med til at sikre græssets overvintring. Er kaliumtallet under 3-4, bør der tildeles ca. 50 kg/ha kalium straks efter sidste slæt.
Kvælstof
Jorden skal helst være tømt for kvælstof, så græsset stopper væksten og går i en naturlig hviletilstand inden vinter. I afgræsningsmarker er kvælstofindholdet ofte højt i jorden pga. dyrenes afsætning af gødning, hvilket gør markerne mere udsat for udvintring. Udbringning af gylle til græsmarker sent på sæsonen, bør derfor ikke ske i større omfang.
Andre forhold
Udlægsmarker overvintrer generelt godt, mens overvintringen er ringere i andenårsmarker og ringest i ældre græsmarker. De græsarter, der overvintrer bedst, er strandsvingel, timothe, engsvingel og rødsvingel, mens almindelig rajgræs, rajsvingel af rajgræstypen og hybridrajgræs har ringere overvintringsevne. Italiensk rajgræs har ringest overvintringsevne.