30 lokale landmænd er nu registreret i usædvanligt partnerskab, der frem mod udgangen af 2025 skal lave klimaberegninger på deres gårde – og hjælpe med at begrænse de enkelte bedrifters klimapåvirkning.
Mens politikere på Christiansborg tirsdag eftermiddag mødtes i ’den grønne trepart’ med repræsentanter for bl.a. Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Industri for at drøfte landbrugets påvirkning af klima og natur, gik snakken livligt blandt lokale landmænd i landboforeningen Vestjysks flotte repræsentationssal i Ringkøbing.
På opstartsmødet gav miljø- og klimakonsulent i vestjysk, Trine Riis Jeppesen, en kort præsentation af processen og tidsplanen over de klimaberegninger, der bliver det grønne resultat af et usædvanligt partnerskab mellem de 30 landmænd, de tre banker, Ringkøbing-Skjern Kommune og vestjysk.
Samtidig stod både Trine Riis Jeppesen og hendes kollega i vestjysk, Helle Borum, klar med computeren for at hjælpe landmændene med at blive registreret i landbrugets digitale klimaværktøj ESGreen Tool.
Det er det værktøj, som skal hjælpe den enkelte bedrift med en detaljeret beregning af klimapåvirkningen, og inden mødet var slut havde samtlige 30 landmænd tilmeldt sig partnerskabet og de medfølgende klimaberegninger.
FAKTA:
Beregningerne i ”Projektaftale om klimaberegninger i landbruget i Ringkøbing-Skjern Kommune” skal give landbruget en bedre indsigt i, hvor erhvervets klimabelastning ligger og værktøjer til at reducere udledningen af klimagasser.
Læs partnerskabsaftalen her.
Klimapartnerskabsaftalen mellem Ringkøbing-Skjern Kommune, landboforeningen Vestjysk samt de tre lokale pengeinstitutter Skjern Bank, Vestjysk Bank og Ringkjøbing Landbobank blev underskrevet den 7. november 2023. Læs mere om aftalen i pressemeddelelsen her.