I sidste uge konstaterede vi at majsen er længere fremme end vi regnede med. Denne uges majsklip understreger også dette, som ses på analyserne.
Nu skal majsen der er tidligst sået høstes!
Hvornår skal majsen høstes
Da der har været stor spredning på såningstidspunktet for majs landet over, betyder det at der ligeledes må påregnes en variation i høsttidspunktet. Derfor er det endnu mere vigtigt at vide hvilke faktorer, der skal kigges efter, for at tjekke om majsen er klar til høst.
Når du skal se om din majs er moden til høst kan du:
- Tjek om du lige netop kan klemme én enkelt dråbe ud af én af kernerne i midten på en kolbe.
- Tjek om du kan vride vand af stænglen
- Smag på majsen – den skal smage tørt og ikke sødt.
Det er muligt at bruge majshøstprognose i Cropmanager, hvor egen tørstofandel kan indtastes, for den pågældende mark. Desuden kan vi i vestjysk lave NIR-scan, hvor 9 hele planter af friske majs klippes i den ønskede stubhøjde på din mark hvor tørstof, sukker og stivelse bestemmes på Herningvej 3, Ringkøbing. Indlevér dine prøver mandag-torsdag inden middag og få dem analyseret samme dag. Derudover kan du også kontakte din rådgiver for at lave et fælles majs-syn til at bedømme netop dine majs.
Majsklip d. 16. september 2024
For denne uges majsklip ses en fin udvikling, hvor tørstof i majsen er steget hhv. 3%, 4,2%, 3,8% for LG prospect, CS Prosperiti og KWS Sergio. Alle sorter ligger nu mellem 28-36% tørstof og de bør derfor høstes inden for nærmeste fremtid. Stivelsesindlejringen er øget for alle sorter, mindst for CS Prosperiti, som allerede var tæt på klar til høst i sidste uge. Man får ikke indlejret mere stivelse i kernerne ved at lade den stå 7-14 dage længere på marken, tvært imod så falder fordøjeligheden af planten og smagen af majsensilagen bliver ringere for køerne. KWS Sergio har en unaturlig høj stigning i stivelse, hvilket kan skyldes at der er kommet en større andel kolbe med i prøven, efter snitning og efterfølgende prøve neddeling. Dette understreger vigtigheden af at få taget en repræsentativ prøve ved majsklip.
Se de fulde analyser nedenfor.
1Proteinniveauerne, er meget lave for årstiden. Vi mistænker at der er sket en fejl mht. Kalibreringen – sammenlignet med udseendet på majsplanten, derfor bør disse tages med forbehold.
2Prøven har højst sandsynligt indeholdt en større kolbe, hvilket øger stivelsesniveauet væsentligt.