Søren Søndergaard, formand for Landbrug og Fødevarer, holder oplæg om den grønne treparts forløb, indhold og perspektiver for dansk landbrug til vestjysks aftenmøde d. 23. januar 2025 i Højmark forsamlingshus i Lem.
Allerede til efteråret skal der være lagt en køreplan for, hvordan kravene i den grønne trepartsaftale vil blive overholdt. Men hos mange landmænd er der stadig usikkerhed om, præcis hvordan processen kommer til at være. Derfor inviterer vestjysk til et landmandsorienteret aftenmøde om den grønne trepartsaftale.
– Til mødet får landmanden en forståelse for baggrunden for aftalen og bliver klædt på til at gå i gang med den konkrete udtagning af lavbundsjord og vådområder. Der er stadig mange spørgsmål til, hvordan det kommer til at foregå, og det er vores mål at få afmystificeret processen og gøre helt klart, hvad det er for en fremtid, vi går i møde, fortæller Jacob Spangsberg, formand for vestjysk.
Aftenens første oplægsholder er formand for Landbrug og Fødevarer, Søren Søndergaard, der fortæller om, hvorfor aftalen er landet, som den er, og hvad den kommer til at betyde for landbruget. Derefter er der oplæg ved Ivan Thesbjerg, afdelingsleder i Ringkøbing-Skjern Kommune.
– Ivan Thesbjerg kommer med kommunernes opgørelse over, hvor der er lavbundsjorde og vådområder i hele oplandet til Ringkøbing fjord og dermed potentiale i at tage ud. Så kan landmanden nemt se, om han har nogle af de relevante arealer og få påbegyndt overvejelserne om, hvad der i så fald skal ske med dem, lyder det fra Jacob Spangsberg.
Afslutningsvist vil udtagningskonsulent i vestjysk, Lene Gadgaard, fortælle om det helt lavpraktiske forløb omkring udtagningen.
– Når først det er besluttet, at jorden skal tages ud, er der flere muligheder derfra. Det kan også være, at nogle ønsker at sælge og lade jorden indgå i jordfordeling. Det vil der også være mulighed for at høre mere om til aftenmødet.
Arrangementet finder sted torsdag d. 23. januar kl. 19.00 i Højmark forsamlingshus, Adelvej 45, 6940 Lem. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding senest d. 21. januar kl. 12.00 på tlf. 96 80 12 00 eller:
Fototekst: Fra venstre mod højre ses arrangementets oplægsholdere: Søren Søndergaard, formand for Landbrug og Fødevarer, Ivan Thesbjerg, afdelingsleder i Ringkøbing-Skjern Kommune og Lene Gadgaard, udtagningskonsulent i vestjysk
For yderligere information kontakt: Jacob Spangsberg, formand for vestjysk mob. 40 73 21 56