vestjysk samler 19. marts 2024 den ypperste viden i Danmark til temadag om staldfodring med frisk græs.
Frisk græs kan være det pureste grønne guld for mælkeproducenten, der ønsker at reducere klimabelastningen og forbedre økonomien og sundheden på bedriften. Men det er en udbredt misforståelse, at koen selv skal hente græsset på marken for at få de positive effekter.
– På mange bedrifter kan det ikke lade sig gøre at få alle køerne på græs, men heldigvis giver det fuldstændig de samme positive metanreducerende og sundhedsforbedrende effekter i vommen, hvis græsset bliver tildelt i stalden, siger Ida Ringgaard, rådgivningsdirektør i vestjysk og fortsætter:
– Derfor inviterer vestjysk 19. marts 2024 til temadag om staldfodring med frisk græs, hvor vi har samlet landets stærkeste eksperter indenfor emnet i både teori og praksis. Her bliver landmanden klædt på til at vurdere, om staldfodring med frisk græs er det rette for hans bedrift, og han får kvalificeret viden om, hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre i praksis.
Landets ypperste eksperter
Programmet indledes af Mogens Larsen, seniorforsker hos Aarhus Universitet, der vil give den nyeste viden om græs, og hvordan det omsættes i vommen og derved påvirker både koen og metanudledningen i positiv retning.
– Mogens Larsen er om nogen den fagperson i Danmark, der har den bedste forståelse for emnet, og derfor er vi meget glade for at kunne tilbyde hans ekspertise til temadagen, siger Ida Ringgaard.
Dette kombineres med praktiske indlæg fra blandt andre planterådgiver i vestjysk, Karsten Jensen, der vil tale om slæt og gødningsstrategi, landmand Jørgen Søndergaard Madsen, der har virksomheden MaksiGrass, og vil dele sin viden fra mange års erfaring med staldfodring med frisk græs, og driftsøkonom i vestjysk, Stefan Aagaard Dyrvig, der vil klargøre, hvordan det kan lade sig gøre økonomisk. Derudover holder Ida Ringgaard, der i høj grad formår at kombinere teori, økonomi og praksisnær fodring, selv oplæg om fodring.
– Med landbrugets aktuelle situation, hvor blandt andet CO2-afgift, Svarer-rapport og Arlas bæredygtighedstillæg er store overskrifter, er det nu, landmanden virkelig har gode argumenter for at rykke på klimafronten, fastslår Ida Ringgaard og tilføjer:
– I vestjysk har vi samlet nok den største erfaring i Danmark med at favne alle aspekter af staldfodring med frisk græs, og derfor håber vi, at mange har lyst til at lægge vejen forbi vores temadag og få gavn af oplægsholdernes stærke viden.
Temadagen finder sted hos vestjysk på Herningvej 3 i Ringkøbing 19. marts 2024 kl. 9.30 – 13.30.
Tilmelding senest 17. marts på tlf. 96 80 12 00.
Pris pr. deltager er 250 kr., som blandt andet inkluderer frokost.
For yderligere information kontakt:
Rådgivningsdirektør Ida Ringgaard, tlf. 4094 9550