Sensommeren er kommet, og det betyder for mange, at nye ensilagestakke og foderkontrakter snart tages i brug. Det er derfor aktuelt mange steder at få tilpasset mineralerne til de aktuelle foderplaner, så der igen er balance i tingene. Hvis der anvendes en gårdmineral, er der ingen grund til, at denne ikke passer sammen med den øvrige foderration således, at køerne hverken under- eller overforsynes med vitaminer og mineraler.
Der er flere parametre, der gør sig gældende for grovfoderets indhold af mineraler. Blandt andet er det vigtigt at være opmærksom på, at græsensilage generelt indeholder væsentligt flere mineralstoffer end f.eks. majsensilage. Så hvis den kommende foderplan kommer til at have en højere andel af græs end af majs ifht. sidst mineralerne blev optimeret, så kan der spares nogle mineraler, hvorimod der skal ekstra mineraler til, hvis rationen bliver øget i majsandelen.
Det er heller ikke ligegyldigt, hvorvidt det er et 1. slæt græs eller et 3. slæt græs, der anvendes i rationen, da mineralindholdet typisk stiger hen over sæsonen. Vi skal dog i år være opmærksomme på, at tørken i starten af sommeren kan have ændret dette forhold nogle steder, da græsudbytterne specielt i 2. slæt har været meget begrænsede mange steder, hvilket kan opkoncentrere mængden af mineraler. Omvendt kan et stort 3. eller 4. slæt græs give en fortyndingseffekt i niveauet af mineraler. Derfor anbefaler vi altid, at der tages mineralanalyse af græsensilagen, så vi ved mere præcist, hvad vi fodrer med, end hvis vi blot regner med standardværdier.
Hvis din mineralkontrakt er ved at udløbe, så anbefaler vi ligeledes, at mineralerne bliver sendt i licitation hos flere udbydere. Her er det vigtig, at der bliver lavet et godt udbudsmateriale, så de indkommende forslag er sammenlignelige så der ikke sammenlignes æbler og pærer. Husk også at få både gold- og kviemineraler med i det samlede tilbud samt råvarer såsom kridt, salt og natriumbikarbonat, så der tages hensyn til alle priser i tilbuddene.
At få den optimale mineralblanding handler ikke kun om den billigste pris, men også om, at mineralerne skal passe til behovene i den enkelte besætning.
Hvis du har brug for hjælp til optimering af mineralerne eller til at få sendt dine mineraler i licitation, så kontakt os endeligt i vestjysk kvæg. Vi har stor erfaring i netop dette område.
Kvægrådgiver Rikke Skovsted Kirkebæk
mob. 23 28 35 19