Byg, byg/ært og hvede ensileres, når byg-/hvedekernen er dejagtig og man med to fingre, med lidt besvær, kan klemme kernen sammen som valset korn. På det tidspunkt er den øverste tredjedel af strået grønlig og nederste to tredjedel gult. Normalt har vårbyg nået denne udvikling 4-5 uger efter begyndende skridning, mens det for vinterhvede er 5-6 uger. På dette tidspunkt topper udbyttet i FE, og tørstofprocenten vil typisk ligge på 35 % i vårbyg og 40-45 % i hvede.
Rene ærtemarker eller byg-/ærteblandinger med over 50 % ærter, høstes før afgrøden går i leje. Udbytte og foderværdi er højest i ærtehelsæd på det tidspunkt, hvor de nederste bælge er i fuld størrelse og frøene er dejagtige. Er afgrøden for fugtig, skårlægges og fortørres den inden ensilering. Ærtehelsæd skårlægges med en skårlægger uden crimper eller en rapsskårlægger.
I byghelsæd falder udbyttet med 3-5 % for hver gang stublængden øges med 10 cm, og fordøjeligheden øges, så der medgår 0,05 kg tørstof mindre pr. FE. Af hensyn til udlægget, bør stublængden være 12-15 cm. Stub med denne længde generer ikke senere afgræsning. Sættes længere stub, bør den efterfølgende afpudses til 12-15 cm, og det afpudsede materiale fjernes fra marken. I vårbyg med stor græsandel, bør stubhøjden ikke hæves, da det vil medføre, at der mistes for mange FE og fordøjelige cellevægge i græsudlægget.
Helsæd skal høstes med en finsnitter med skarpe knive og skarpt modskær. Snitlængden skal være ensartet kort på 2-3 cm, for at afgrøden kan køres sammen under indlægningen og for at hindre luftindtrængning og varmedannelse under udtagning.
Helsæd er generelt let at ensilere, og derfor er der ikke behov for at tilsætte ensileringsmidler for at fremme forgæringen. Hvis helsæden høstes meget tør, hvilket er mere end 37 % tørstof i byghelsæd og mere end 45 % i hvedehelsæd, kan der være behov for tilsætning af ensileringsmidler, for at forbedre ensilagens stabilitet ved udtagning. Der bruges midler med indhold af heterofermentative mælkesyrer bakterier eller kemiske midler, der indeholder propion-, eddike-, benzoe- eller sorbinsyre.
Udlægget
Høstes helsæden under tørre forhold i stærk solskin, kan udlægget ødelægges. Vanding 4-5 dage før høst af helsæden, fulgt op af en vanding igen umiddelbart efter høst, kan ofte redde udlægget. Kort efter høsten vurderes udlægget og evt. behov for isåning.
Bladrandbiller i udlæg af kløvergræs
Hold øje med angreb af bladrandbiller i nyudlagte kløvergræsmarker. Angreb ses som klip i bladkanterne på kløverplanterne. Bekæmpelse er aktuel ved mere end 20 % angrebne planter i svagt udviklet kløvergræsudlæg. 2. generation af bladrandbiller kommer frem omkring midten af juli, altså i den periode hvor helsæd høstes. Bladrandbiller i kløverudlæg bekæmpes med 0,3 kg/ha Lamdex. Lamdex er godkendt til brug i kløverudlæg efter ordningen ”mindre anvendelse”. Sprøjtefristen er 30 dage.