Græs uden kløver
I græs uden kløver, er der flere muligheder for at bekæmpe rodukrudt – se tabellen. Starane XL har god effekt mod vår- og engbrandbæger og mælkebøtte. Skal stor nælde også bekæmpes i maj-juni, vælges Primus XL.
3,0 l/ha Ariane FG S bekæmper de samme ukrudtsplanter som Starane XL og Primus XL + tidsler, men har 30 dages behandlingsfrist.
Harmony SX er et godt middel mod skræpper, lav ranunkel og stor nælde, men bør ikke bruges før ca. 1. juli. Ved brug af Harmony SX i maj-juni ses ofte en kraftig hæmning af græsvæksten.
De nævnte midler kræver lune vejrforhold og god vækst i ukrudtet, for at virke optimalt. Ariane FG må max. bruges en gang pr. år og ikke senere end 1. august. Harmony SX må også kun anvendes en gang om året og senest 31. august.

Græs med kløver
Skræppe, eng- og vårbrandbæger, lav ranunkel og stor nælde kan bekæmpes i juli-august med 35 g Harmony SX + sprede-/klæbemiddel. For at få god effekt, skal der være friske grønne blade på ukrudtet, og det skal være i god vækst på sprøjtetidspunktet. Behandlingsfristen er 2 uger.
Kemisk ukrudtsbekæmpelse
Vær opmærksom på at en del græsarealer kan være omfattet af et forbud mod brug af plantebeskyttelsesmidler. Det gælder fx:
- §3 arealer
- Arealer anmeldt som brak, markbræmmer og småbiotoper
- 3-meters bræmmer
- Arealer i visse tilskudsordninger som fx Pleje af græs- og naturarealer
Der er ikke forbud mod at bruge af plantebeskyttelsesmidler i de to et-årige bioordninger Miljø- og klimavenlig græs samt Ekstensivering med slæt, udover at græsplantedækket skal opretholdes i hele kalenderåret. Græsmarker, der indgår i disse tilskudsordninger, må derfor hverken nedvisnes eller omlægges indenfor kalenderåret.
Mekanisk ukrudtsbekæmpelse
Hvis der ikke er mulighed for at sprøjte et græsareal, så giver gentagne afhugninger tæt ved jordoverfladen den bedste bekæmpelse. Hvis det er lysesiv, så kør fra den ene side den ene gang, og modsat den næste gang for at komme så tæt på bunden som muligt. Afhug så vidt muligt før ukrudtet blomstrer. Skræpper kan ikke bekæmpes mekanisk, uanset hvor mange afpudsninger der foretages.

Svinemælk.

Engbrandbæger i rosetstadie.

Agertidsel.