Vestjysk havde fredag den 17. april 2026 samlet en stor grupper af lodsejere og/eller brugere af jorde i de kystnære egne i det vestjyske med et eneste fokus: PFAS.

Frustrationen er særlig stor netop nu, hvor afgræsningssæsonen står for døren. Det vækker en reel bekymring om, hvem der kan gøres økonomisk ansvarlig, hvis en senere prøve afslører PFAS forurening af dyr efter afgræsning af strandengene.
Netop derfor var der på podiet en række af de folk, som vi håber kan tale sagen for vores landmænd. Landbrug & Fødevare var repræsenteret ved Henrik Bang Jensen og Helle Guldbrandt Lachmann, der begge er ansvarlige for L&F’s arbejde med PFAS i landbruget. Endelig var juridisk rådgiver hos L&F, Stefanie Sommer Abild, tilstede for at kunne forklare, hvordan tilskudsordningerne skal håndteres, hvis et areal kommer under restriktioner.
Styrelsen udsender for tiden partshøringer med mistanke om PFAS-forurening af græs fra et areal baseret på, at arealet ligger i nærheden af eller topografisk ligner et andet areal, hvor man har konstateret PFAS-forurening. Det kan være et areal, der ligger 20 km væk!

Det ved vi nu
Veterinærenhed Nord har i efteråret blodprøvescreenet 40-50 kvægbesætninger. Formålet var at identificere arealer med PFAS forurenet græs. Det er forventningen, at screeningen fortsætter i efteråret 2026 i Syd – evt. også Øst. Det nordlige og det sydlige skiller syd for Ringkøbing Fjord. Så når vi indtil videre kun har fået udtaget arealer og fået dyr under offentligt tilsyn i det nordlige, skyldes det alene, at jorde og dyr i det sønderjyske indtil videre ikke er undersøgt i samme omfang.
Tidligere er det kun Naturstyrelsens arealer, der har været undersøgt tilbage i 2022, og det var her, man fik øjnene op for problematikken. Hvor udbredt er PFAS forureningen i dansk jord ? Undersøgelsen er foretaget af Miljøstyrelsen ”Diffus forurening og i forvejen forekommende niveauer af PFAS i danske jorde” (2025). PFAS findes overalt – men de største punktforureninger er fundet ved de kystnære områder. Undersøgelsen viser også at det findes i jorde – herunder skove – i det midtjyske.

Hvad er PFAS?
PFAS (per- og polyfluoralkylstoffer) er en gruppe af kemiske stoffer, som bruges i mange forskellige dagligdagsprodukter. PFAS kan blandt andet findes i maling, kosmetik, udendørstøj, elektronik, skivoks og tæpper. Der er i dag identificeret op mod 10.000 PFAS. Mange PFAS er mobile i vandmiljøet og kan derfor bevæge sig over store afstande. Det betyder, at man kan finde PFAS i mange afsides egne såsom Arktis.
Tidligere blev der anvendt analyser af græsset til bestemmelse af eventuel PFAS indhold. Nu anvendes i større stil blodprøveudtagning. Som husdyrholder kan du ikke nægte, at der foretages prøveudtagning af dine husdyr. De målinger, der udtages af FVST, analyseres på deres eget akkrediterede laboratorium i Ringsted. Det er også muligt selv at udtage blodprøverne med egen dyrlæge, men så påhviler omkostningen husdyrproducenten.
Hvad er HAB-dyr?
HAB-dyr (habitatdyr) blev indført 1. januar 2024. Her blev det muligt at søge om tilladelse hos FVST til at afgræsse områder, der fx er foruret med PFAS, med fødevareproducerende dyr. HAB dyr bliver låst i CHR, hvilket betyder at de ikke må slagtes til konsum. Dem, der har benyttet sig af ordningen indtil videre, er primært hesteholdere, men det er også muligt med får og kvæg og kan således være en mulighed, hvis interessen alene er at få plejet og afgræsset naturarealer.
Mødet blev afsluttet med særligt 3 ønsker, som L&F følger op på :
- Mulighed for en højere grænseværdi hos kvæg eller alternativt mulighed for ”fortynding”
- Mere viden om ”hvor kommer det fra” (Havskum, regnvand, jordforurening)
- Stil spørgsmål til Styrelsen: Vil man have afgræsset naturarealerne, eller vil man ikke ?
Mødet følges op med et kommende møde med Fødevarestyrelsen og kommunalpolitikere, hvor L&F er initiativtager.